Mekanikeren er til engelske sportsvogne

Per Johansen gik som ung mekanikerlærling på Søby Auto- og Traktorværksted på Ærø, hvor han kiggede i håndbøger om engelske sportsvogne som Triumph og Austin. Det satte drømme i gang, og senere fik han selv fingre i de ikoniske biler.


Den sorte Austin Healey 3000 Mark 1 kommer glidende på vejen gennem den grønne skov med Per Johansen ved rattet. Motoren kan høres på lang afstand. Nummerpladen VL 30.006 indeholder oplysningen om, at det er en Healey 3000 med 6 cylindre. Den er top vedligeholdt af ejeren selv, der er udlært mekaniker.

- Jeg er udlært som mekaniker her på Ærø på Søby Auto- og Traktorværksted, og der lå håndbøger om de engelske sportsvogne som Austin og Triumph på værkstedet, som jeg læste og drømte om selv at få de biler, fortæller han.

Da han var udlært mekaniker, arbejdede han i et år på værkstedet, men så fik han arbejde på Søby Værft, og siden kom han ud at sejle.

- Her oplevede jeg en frihed, som tiltalte mig, og jeg har arbejdet på skibe siden 1980. Det er også et arbejdsliv, hvor jeg har tid og råd til min hobby, som er gamle sportsvogne. Jeg kan godt lide at have gang i et bilprojekt, siger han.


 

Austin Healey Frog Eye

Som ung, inden han fik kørekort, kørte han rundt på øen på sin Puch knallert, men da han skiftede de tohjulede med motor ud med fire dæk og en motor, kastede han sin kærlighed på de nu ikoniske bilmærker Austin og Triumph.

- Den første bil var en Austin Healey Frog Eye fra 1960, hvor jeg lånte penge i banken for at få råd til den. Der lå en 948 kubik motor i den, som jeg skiftede ud med en 1275 kubik, og med en vægt på kun 650 kilo gjorde det, at den kunne køre rigtig stærkt, fortæller han.

Så fik han en kæreste og købte hus, og der var ikke råd og tid til den motoriserede hobby.

- Jeg har også haft to Chevrolet, fra 1928 og 1931 og en Plymouth 1932, fordi jeg gerne ville have en rigtig gammel veteranbil, men den var ikke rar at køre langt i, siger han.

 

En pakning for meget

Den Austin Healey 3000 Mark 1 han har nu, så han hos en forhandler i Randers.

- Jeg tog derop og havde papirer med på mine to biler, som jeg gerne ville lade indgå i en byttehandel, fortæller han. Men da han prøvekører bilen, går den i stå efter to kilometer.

- Sælger mente, at det nok bare var karburatoren, der skulle renses, siger han, men det skulle vise sig, at årsagen faktisk var ret ukompliceret.

- Da jeg kom over med færgen med min Austin, måtte jeg have hjælp fra en kammerat til at slæbe den hjem. Det viste sig, at der var sat to pakninger i benzindækslet, og da jeg fjernede den ene, kørte bilen fint. Men det skal man jo have lidt forstand på biler for at vide, siger han.

 


 

Udveksler erfaringer

Udover det har Per Johansen lavet lidt ved gearkassen og styretøjet.

- Jeg har også fået malet forenden, og så har jeg sat ekstra lygter på. Dem havde jeg liggende, siger han.

Han bestilte en ny kaleche hos Lars Bonnevie, som tager reservedele hjem fra England til MGB, Austin og Triumph, og den måtte han have hjælp til at sætte på.

- Klaus Ottesen lever af at sætte sportsvogne i stand, så det var i trygge hænder. Det er en af fordelene ved at være i øens veteranbilklub. Vi udveksler erfaringer og ved, hvem der kan hjælpe med hvad i forhold til de gamle biler, siger han.

 

USA var storimportør

Per Johansens Austin Healey er fremstillet fra den 17. til den 21. august i 1959, og i papirerne kan han se, at den er sendt direkte fra fabrikken til en køber i Düsseldorf i Tyskland, og senere endte den i USA.

- Det kan være, at det var en amerikansk soldat, der var udstationeret i Tyskland, som så tog den med sig hjem, siger han.

De fleste Healey ‘er var for dyre til det europæiske bilmarked, og cirka 90 procent af bilerne blev eksporteret til USA.

Øens veteranbilklub

Per Johansen er formand i klubben De Ærøske Motorveteraner, der tæller 80 medlemmer. Den er stiftet i 1996.

- Det er ikke alle medlemmerne, der bor på øen, men vi deler interessen for de gamle biler. I sommerperioden mødes vi hver torsdag ved Olde Mølle, og der plejer vi at være en 10 til 12 biler, og vi mødes også til træf i resten af landet, fortæller han.

Men det er ikke kun ham, der kører ture i bilen.

- Min kone kører også i den. Hun forlanger bare, at den kan starte, og så kan jeg få lov til at vaske den bagefter, siger han med et smil, inden han sætter sin Austin i gear og kører fra Ærøskøbing til Søby.


 

Austin Healey

Firmaet blev grundlagt i 1905 af Herbert Austin og startede med at bygge biler i en fabrik i Rotherham, Yorkshire, før det flyttede til Longbridge, Birmingham. Under første verdenskrig byggede firmaet flyvemaskiner til det engelske forsvar, hvilket førte til større udvidelser af virksomheden.

I mellemkrigsårene stoppede flyfabrikationen, men blev genoptaget under anden verdenskrig, hvor Austin, ligesom de fleste andre bilfabrikker, producerede fly, og bl.a. byggede de Avro Lancaster, Hawker Hurricane og Short Stirling. Efter krigen stoppede flyfabrikationen helt.

Virksomheden blev Englands største bilfabrik, og i 1952 slog den sig sammen med deres største konkurrent Morris, hvoraf Austin blev den største part. Dette selskab var kendt som BMC, British Motor Company.

Dette blev senere til British Leyland og Austin Rover, før de igen skiftede navn til Rover Group. Herefter begyndte udfasningen af mærket i 1987, og i 1989 var mærket helt forsvundet fra markedet. Navnet ejes nu af Nanjing Motor Corporation, som har planer om at genbruge navnet.

 


 

 

 


 

Danmarks bedste Veteranbilforsikring

Hvis du også er veteranbil entusiast, kan du helt eksklusivt tegne en enkeltstående Veteranbilforsikring hos Aros Forsikring.

Ved veteranmotorcykel eller klassisk bil/motorcykel kræver det, at du har en Indboforsikring og hverdagsbilforsikring hos os.

Læs mere her