En rigtig fin dag og en flot tur

Troels Nielsen deltog sammen med sin nevø Emil Rolighed Nielsen i Aros Karavanen i sin orange Opel Kadett C GT/E fra 1977.
- Det var en fin dag og en rigtig flot tur. Hertil en hyggelig dag sammen med glade mennesker, siger Troels Nielsen, der kommer fra Skibbild.

Opel Kadett GT/E

Han oplyser, at bilen er samlet i Antwerpen i Belgien. Fra 1975 til 1977 blev der produceret 8660 stk. af modellen. Bilens nypris i 1977 var 67.973,45 kroner. Bilen har en 1.9 liters motor med indsprøjtning og en 4 trins gearkasse. Bremserne er skiver for og tromler bag.

Bilen er registreret første gang den 16. februar i 1977 af Gerda og Stig Larsen, Holme Olstrup ved Næstved. Bilen har kun haft denne ene ejer, og i de sidste aktive år, er den kun brugt som sommerbil. Bilen blev afmeldt den 31. august i 1999. Siden har den stået i laden hos den daværende ejer, der kun havde kørt 132.000 km. i bilen.

- Jeg købte den i 2006. Sammen med venner har jeg så brugt et år, godt og vel, på at adskille, reparere og samle bilen igen. Bilen er lavet, som da den kom fra fabrikken, dog har vi valgt at skifte seler. De originale seler sider dog stadig i bilen, fortæller Troels Nielsen.

Han bruger bilen til hyggeture, træf som Aros Karavanen og historiske regularity-rally i Europa.

- Vi har blandt andet lige deltaget i ”15 Int. Coppa d'Europa 2019” med start i Maastricht. Hvor man kører efter kort. Vi kørte 1500 kilometer på tre dage, og gennemsnitsfarten skal holdes på 49,9 kilometer i timen. Det var en udfordring, fortæller Troels Nielsen.

Bilen indgår i Team Old Time, som består af familiemedlemmer med interesse for klassiske biler, og bilen udgør den ene halvdel af "DANSK TYSK HISTORIC TEAM". Dette team blev dannet i 2011. Om baggrunden fortæller Troels Nielsen:

- I slutningen af 2010 var der en del politisk ballade mellem den danske og den tyske regering. Der blev talt meget om samarbejdsvanskeligheder. Dette kom på tale til "Vinter Classic" i 2011. De implicerede i diskussionen var fra Tyskland - Barbara & Hans-Ulrich Blankenburg og fra Danmark - Niels Peder Nielsen og jeg selv. Vi mente ikke, at der var "samarbejdsproblemer" mellem den danske og tyske menigmand, så vi blev hurtigt enige om at danne "DANSK TYSK HISTORIC TEAM". Nu har vi så et team, som vi kan bruge til at stille op med til diverse tyske løb, hvor det er holdkonkurrencer. Det har vi stor fornøjelse af, siger Troels Nielsen.

Danmarks bedste Veteranbilforsikring

Hvis du også er veteranbil entusiast, kan du helt eksklusivt tegne en enkeltstående Veteranbilforsikring hos Aros Forsikring.

Ved veteranmotorcykel eller klassisk bil/motorcykel kræver det, at du har en Indboforsikring og hverdagsbilforsikring hos os.

Læs mere her

Aros Karavanen 2019

Den 4. maj kørte Aros Karavanen afsted for første gang. 

Det var en smuk tur igennem den midtjyske natur, med start ved Lunden i Silkeborg, pause ved Klosterlund Museum ved Bøllingsø og afslutning ved FDM Jyllandsringen. 

Ved FDM Jyllandsringen fik deltagerne mulighed for at køre et par runder, hvilket vakte stor begejstring. 

Læs mere om Aros Karavenen 2019 her