01. november 2016

Trampoliner - undgå skader

Trampolinen er efterhånden fast inventar i danskernes baghaver. Den er et sjovt og sundt indspark til en aktiv hverdag, men trampolinen kan også have en negativ sidegevinst, hvis du ikke tager de rette forbehold.

Hop trampolinulykker over

De seneste fem år har der gennemsnitligt været cirka 400 henvendelser om året på skadestuen på Odense Universitetshospital efter trampolin-relaterede ulykker, hvilket svarer til over 8.000 ulykker på landsplan. Det er som udgangspunkt ikke farligt at lege på trampolinen, det handler mere om, at man tager de rette sikkerhedsforanstaltninger. Sikkerhedsstyrelse, Forbrugerrådet og Børneulykkesfonden giver 5 gode trampolinråd:

1. Hop altid én ad gangen

  • Det ideelle er kun at hoppe én ad gangen, da faren for skader øges betydeligt, hvis flere personer hopper på trampolinen samtidig. Det gælder især, hvis der er forskel i højde og vægt på dem, der hopper. Et mindre barn kan nærmest blive sendt af sted som et projektil, hvis et stort barn samtidig hopper.

2. Brug sikkerhedsnet

  • Brug af sikkerhedsnet skal vurderes ud fra barnets alder og motorik og naturligvis ud fra, om trampolinen er gravet ned eller står på græsplænen.

3. Slå aldrig saltomortaler

  • Det er sjovt at slå saltomortaler og kolbøtter på trampolinen, men det er også farligt. Man kan komme meget slemt til skade med nakke og ryg, hvis man lander forkert. Derfor er det bedst, hvis man helt lader være.

4. Børn under seks år skal have en voksen ved trampolinen

  • Små børn kan ikke styre deres hop og, hvordan de lander. Samtidig er deres knogler mere sårbare over for brud, og det er den aldersgruppe, der er mest udsat for skader på hoved og nakke. 
  • Når du er sammen med barnet ved trampolinen, er det en god idé at forklare, at det er godt og sjovt at hoppe på trampolin, men at man skal hoppe med omtanke. Sæt nogle klare regler for hop på trampolinen sammen dit barn.

5. Husk at give trampolinen et sikkerhedstjek jævnligt

  • Det er vigtigt, at du løbende tjekker trampolinen. Forsømmer du vedligeholdelsen, forsømmer du sikkerheden. Først og fremmest er det en god idé at sørge for, at skruer og kantpuder er sikkert monteret. Tjek samlingerne, og at benene sidder ordentligt fast. Skift rustne fjedre, og tjek at dugen er uden huller og revner. Tjek trampolinens omgivelser – er der god plads over og rundt om trampolinen. Placer trampolinen på et blødt underlag f.eks. græs i god afstand fra ting, man kan slå sig på. Sæt trampolinen på et jævnt og vandret underlag. Grav evt. trampolinen ned, så falder børnene ikke så langt.
  • En havetrampolin kan ikke stå ude hele året uden vedligeholdelse. Det anbefales at tage nettet af og lægge det indenfor, når efterår og vinter nærmer sig. Fastgør samtidig rammen til underlaget, så den ikke blæser væk ved vindstød eller storm.

Der er særlige regler for stormskader med trampoliner – er du i tvivl – er du velkommen til at kontakte os på telefon 7010 4222.

Læs eventelt også HER om – Er dine børn forsikret, hvis uheldet er ude >

Tilbage
Tilmeld dig nyhedsbrevet Hold dig opdateret om dine forsikringer og nye tiltag hos Aros Forsikring ved at tilmelde dig vores elektroniske nyhedsbrev.
Ja tak, jeg vil gerne modtage nyhedsbreve fra Aros Forsikring med brugbare nyheder om forsikringer, relevante tilbud samt gode råd, der kan forebygge skader. Jeg kan til enhver tid afmelde mig igen.
Nyhedsbrev