Empatisk jurist til vores skadeafdeling Aros Forsikring GS i Viby

Kan du se dig selv arbejde med forsikrings- og erstatningssager, og mestrer du sagsbehandling og formidling af afgørelser i såvel simple som mere komplicerede skader på allerhøjeste niveau?


Bygning i Viby Aros

Aros Forsikring er det bedste forsikringsselskab for familier. Det er vores vigtigste mål at give vores kunder den bedste dækning, yde markedets bedste skadebehandling og dermed være det mest anbefalede forsikringsselskab i Danmark.

Så går du rundt med en holdånd i maven og ønsker at bidrage til fællesskabet i landets bedste familieforsikringsselskab – og ikke mindst skabe værdi hos vores skaderamte kunder – skal du læse videre i dette stillingsopslag.

 

Hvad består jobbet i?

Du vil få en central rolle som jurist i skadeafdelingen, hvor dit primære arbejde vil bestå i at fastholde og udvikle vores skyhøje kundetilfredshed i kraft af din sagsbehandling af personskader anmeldt på en ulykkes- eller ansvarsforsikring.

Det er derfor afgørende, at du er udadvendt, åben og evner at indgå i en dialog med kunder såvel som skadelidte, uanset om dette er på skrift eller i tale. 

Dit arbejde vil udover behandling af personskader desuden bestå i håndtering af følgende sager:

  • Retshjælpssager
  • Regressager
  • Ankenævnssager
  • Retssager

Endelig skal du medvirke til at løse diverse øvrige juridiske problemstillinger, herunder fx foretage undervisning af selskabets ansatte i nye forsikringsbetingelser.

 

I din profil er nøgleordene empati og struktur – og du kan passende stille dig selv følgende spørgsmål:

Er du cand.jur. og enten nyuddannet, eller har nogle års erfaring?

Har du et højt fagligt niveau og erfaring med personskadeerstatningsret og forsikringsret fra din uddannelse, et praktikophold eller tidligere job?

Mestrer du skadebehandling og kundetilfredshed på det allerhøjeste niveau?

Er du en ambitiøs og bidragende teamspiller, der sætter pris på at arbejde i et fagligt og alsidigt miljø, hvor vi løfter i fælles flok og samarbejder på tværs af forskellige faggrupper?

Motiveres du af at behandle skader med empati og nærvær for vores kunder og evner du samtidig at træffe selvstændige beslutninger?

Arbejder du professionelt og struktureret – selv under travlhed i en stærk vækstkultur?

 

Det perfekte match?

Hvis du kan svare ja til spørgsmålene ovenfor, hører vi meget gerne fra dig!

Vi kvitterer med attraktive ansættelsesforhold, stor indflydelse, spændende arbejdsopgaver og muligheden for at bruge dine stærke juridiske kompetencer i en helt ny sammenhæng. Din faglige og personlig udvikling sikres løbende gennem Aros Akademiet. Du vil desuden kunne få lov at gennemføre advokatfuldmægtiguddannelsen ved os, hvis du ønsker det.

 

Aros Forsikring som arbejdsplads

Aros Forsikring er et kundeejet, landsdækkende forsikringsselskab med domicil i Viby J. og forsikringsbutik i Aarhus midtby. Selskabet er i rivende udvikling, og har en præmieindtægt på ca. 250 mio. kr. og beskæftiger godt 70 medarbejdere.

Hos Aros Forsikring har vi elimineret bureaukratiet med en flad organisationsstruktur. Vi har en uformel, direkte og åben dialog med hinanden, til gavn for kunderne, og vi er stolte af, at Aros Forsikring ligger på en flot 2. plads i EPSI’s nationale kundetilfredshedsanalyse blandt de danske forsikringsselskaber– som bedste uafhængige forsikringsselskab. Og vores 1. plads på Trustpilot giver os daglig energi & motivation.

Med personlig betjening i fokus, leverer vores engagerede medarbejdere private forsikringer til hele familien, baseret på blandt andet hæderlighed og hurtig skadebehandling. Vi vil nemlig være kendt for at være det forsikringsselskab, som kunderne kan regne med.

 

Vil du søge stillingen?

Ønsker du at søge stillingen, bedes du fremsende ansøgning, CV, karakterudskrift og andre relevante dokumenter til skadechef, Kurt Rasmussen, på kra@aros-forsikring.dk.  

Ansøgningsfrist er 15. maj 2021 med tiltrædelse efter nærmere aftale. Indkomne ansøgninger vurderes løbende, og behandles naturligvis med fuld fortrolighed, diskretion og i overensstemmelse med selskabets rekrutteringspolitik, du kan læse på www.aros-forsikring.dk.

Har du spørgsmål til stillingen eller Aros Forsikring som arbejdsplads, er du mere end velkommen til at kontakte skadechef, Kurt Rasmussen, på kra@aros-forsikring.dk eller tlf. 4182 6010.