Renault 4 CV har kun kørt 1348 km siden 1969

Peder Paugan udtænkte en listig plan for at få konen overtalt til indkøb af en Renault 4 CV Lux fra 1961, og så røg der så også lige en Fiat500 med i købet.

Det med klassiske biler har før været en hobby for Peder Paugan, da han i sin tid købte en Morris. Men der var ikke rigtig råd til bilen, så den blev solgt igen.

Men så hørte han, at der i dødsboet efter Iveco/Fiat forhandleren Jens Sørensen i Kolding, skulle være et par interessante biler. Arvingerne var begyndt at sælge ud af en større mængde brugte personbiler, som stod i haller, kælder og i udstillingen.

- Så jeg tog kontakt til en af sønnerne og blandt alle bilerne, fik jeg øje på Renault'en og en Fiat 500, som jeg godt kunne tænke mig at købe, fortæller han. Så nu skulle han bare have konen med på idéen med at supplere de to hverdagsbiler i garagen med et par klassiske biler.


På biludstilling med konen

Nu var det så heldigt, at der den efterfølgende weekend var en stor biludstilling i Fredericia, og den inviterede Peder Paugan sin kone med til.

- En af de udstillede biler var netop en Renault 4 CV, og jeg spurgte interesseret, hvad hun synes om den. ”Den er da meget fin”, lød svaret, fortæller han. Med det bålstempel turde Peder Paugan godt købe den Renault, han havde set i Kolding.

Bilen havde kun haft to ejere, og siden bilen kom til landet, havde den kun kørt lidt over 1000 kilometer. Den var afmeldt i juli 1969, og den havde stået i kælderen hos bilforhandleren i Kolding lige siden.

- Der sad en smøreseddel i, så jeg kunne se, at bilen havde kørt 87256 kilometer, da jeg købte den i 2007, nu står den på 87355 kilometer, siger Peder Paugan.

Hjælp til den rigtige farve

Med i købet røg også en Fiat 500, og det er den parret kører mest i.

- Ja, det er vores lille barn. Men vi kører også i Renault'en blandt andet til Ribe, hvor der i sæsonen samles en masse klassiske og veteranbiler samt knallerter og motorcykler. Vi er også medlemmer af Sydvestjysk Veteran Klub og Renault Veteranerne, hvor jeg blandt andet har fået hjælp til at finde de rigtige farvekoder til min Renault, da jeg skulle have den omlakeret til den oprindelige farve, fortæller Peder Paugan.

Bilen havde siden, den rullede ud fra fabrikken skiftet farve fra den oprindelige lyse beige til en gul nuance med en rød/orange stribe hen af siden. Lakeringen bar tydelig præg af en gang ”hattelak”, så det skulle ændres.

- Den fik farven Grais Pompadur 681 på karosseriet og den tilsvarende originale farve på fælge, rat, instrumentbræt og ruderammer.

Peder Paugans Fiat og Renault.

Motoren fik den store tur

Peder Paugan havde bilen stående et stykke tid, inden han fik den skilt helt ad hjemme i carporten. Der skulle laves rustarbejde i paneler, trekanterne i bunden og så bunden af a-stolpen. 

Men han fandt hurtigt ud af, at mangel på lift og det rigtige værktøj, gjorde det svært at få lavet det nødvendige pladearbejde. Så han allierede sig med en god kammerat, ja faktisk den mekaniker, hvor Peder Paugan selv i sin tid blev udlært som automekaniker, der skulle lave de nødvendige rustreparationer.

- Hjemme i carporten kunne jeg så forsætte med at se på motor og alt omkring den, fortøj, døre, instrumentbræt m.m. Jeg satte en ny kobling i, starteren fik nye kul og topstykket blev afmonteret for at se, hvordan det så ud i cylinderne. 


Varme og køl i top

Han fik også trykprøvet køler og radiator til varmeapparat, og selv om bilen sidst havde kørt i 1969, var alt i skønneste orden.

Karrosseriet blev sandblæst hos en autolakerer på den anden side af grænsen i nærheden af Flensborg.

- Døre, klapper og andre småting kom i syrebad og alt sammen blev grundmalet med epoxy grundmaling, fortæller han.

Da motoren var samlet, køler monteret og nye slanger sat på hist og pist, skulle der så vand på, men her blev en fejl afsløret.

- Gulvet blev vådt, og jeg kunne se en revne i venstre side af motorblokken bag manifold. Jeg tænkte, det er kun en vandbeholder, så der må svejses. Så det blev ordnet, og motoren er tæt og kører fantastisk.

Bilen har fået nye gummilister i for- og bagrude, døre og andre steder hvor der var tale om gummitætning, da den gamle enten var mørnet eller blevet stenhårdt.

- Indvendig har jeg lavet ny beklædning til dørene. En sjov opgave, hvor beklædningen er limet i med trælim. Bundmåtter er nye, men tag og sædebetræk er det oprindelige fra 1961. 

Bagende af Renault 4 CV med de mange luftriller. Deraf øgenavnet ”rynkerøv”.

Historiske nummerplader

Da bilen var samlet igen, kunne Peder Paugan få bilen synet i oktober i 2018.

- Næste opgave var historiske nummerplader og efter lidt arbejde og udfordringer med bilinspektion og Skat, fik jeg bestilt pladerne med et nummer, som var tilgængelig inden for kategori YH, der i gamle dage var bogstaverne for Kolding, siger han. Begge klassiske biler er forsikret hos Aros Forsikring.

- Jeg var oppe at se Classic Race i Aarhus, og Aros Forsikring havde et telt, hvor der holdt en Fiat 500. Den skulle jeg selvfølgelig kigge nærmere på, og så faldt jeg i snak med en fra Aros Forsikring, der ville vide, hvad der skulle til, før jeg ville bruge dem. Jeg fortalte om mine krav, og til min overraskelse blev kravene opfyldt. Jeg er glad for at være forsikret her, understreger Peder Paugan.


Faktaboks - Renault 4CV

Det var den legendariske Ferdinand Porsche, der fik Renault 4CV sat i produktion i 1947, og da bilmodellen gik ud af produktion i juli 1961, var der produceret 1.105.543 eksemplarer.

Den 4-døres bil er udstyret med en 4-cylindret 760 cc. vandkølet rækkemotor - indbygget i bilen som hækmotor.

Bilen blev introduceret i 1949, og den kom til Danmark året efter. Importeret af Brdr. Friis-Hansen A/S i København.

Prisen for en Renault 4 CV, da den kom til landet, var til at overkomme. Man kunne slippe med 8000 kroner, og for samme pris kunne man dengang få en motorcykel med sidevogn. 

Døre og tag i bilen var beklædt med stof for at virke som isolering for varme men også for lyd.

Når man ser en Renault 4CV i dag, er det nok ikke lige motorsport og ræs, man kommer til at tænke på, men faktisk vand bilen flere løb. Blandt andet i løbene Mille Miglia, Coupe des Alpes, Liege - Rom - Liege, Tour de France, Genova Rally og mange flere.

I 1957 stod Renault klar med en afløser til 4CV, Renault Dauphine. Det var en større bil, men flere ting fra 4CV'en var bevaret.

 

Motor:

Firecylindret, topventilet, vandkølet.

Maksimal effekt: 21,5 hk. v 4200 omdr/min.

Lockhead hydrauliske bremser.

Egenvægt, 585 kg. for de luxe model og 560 kg. for standardmodel.

O - 90 km/t på 42,5 sekunder.

Tophastighed: 110 km/t.

 


 

Nyhedsbrev
Kontakt mig