En solstrålehistorie om en Sunbeam Rapier Fastback

Da Sunbeam Rapier Fastback kom til Sønderborg i 1967, gik Ole Nielsen som mekanikerlærling og sendte lange blikke efter den engelske bil. Senere skulle han komme til at lave service på den og blive den kun anden ejer af bilen.

Som ung i 60'ern var Ole Nielsen i lære som mekaniker i Sønderborg, hos et værksted, der var specialister i bilmærker som Domi, Austin, Morris, MG og Triumph.

- I nabobygningen var der en anden autoforhandler, og de tog en 1967'er udgave af en Sunbeam Rapier Fastback hjem til en kunde i 1968. Det var en bil, der dengang vakte opsigt i Sønderborg, fortæller Ole Nielsen.

Det var også en bil, der skulle krydse sønderjydens veje flere gange. Første gang var efter endt værnepligt, hvor han en kort periode arbejdede hos forhandleren, der havde solgt selvsamme Sunbeam.

- Der lavede jeg service på bilen, og jeg mødte ejeren af den, fortæller han.

 


 

Blev ejer nummer 2

Så spoler vi tiden frem til 2005, hvor Ole Nielsen arbejder som chauffør og kører rutebil i det sønderjyske, og en dag sidder han i frokoststuen og holder pause.

- Jeg bladrede om til bilannoncerne i Jyllands Posten, og her faldt mit blik på en lille annonce med en Sunbeam Rapier Fastback, der var til salg. Jeg kunne se, at det var et Sønderborg-telefonnummer, så det kunne næsten kun være bilen fra min ungdom, siger han. 

Det fik han bekræftet, da han senere ringede til nummeret, og en ældre mand svarede.

- Det var de samme ejere fra dengang, jeg var nyudlært mekaniker. Ejeren var nu blevet 94 år, og bilen skulle sælges. Den havde altid stået i garage, og de seneste år havde den ikke kørt ret meget. Men ellers havde parret brugt den til hverdagskørsel i alle årene, og der stod 25.000 kilometer på tælleren, så jeg tror, at den kun har kørt 125.000 kilometer, siger Ole Nielsen.

 


 

Kørte Danmark Rundt

At bilen havde stået stille i lang tid, kunne mærkes, blandt andet, da Ole Nielsen og konen kørte Danmark Rundt i den året efter.

- Den var lidt død i det og skulle lige sparkes i gang, men så kørte den også godt. Bilen var i original stand, da jeg købte den, og jeg kunne se i papirerne, at den havde fået en fuldstændig omlakering på et tidspunkt. Jeg skulle kun lave lidt rustarbejde og malerarbejde på den, fortæller han.

Nummerpladen var også den originale sorte med NL for Sønderborg, og så vidt Ole Nielsen ved, så er der kun solgt 9 Sunbeam Rapier Fastback i Danmark ud af de 46.204 biler, der blev produceret fra 1967 til 1976.

 


 

Norgestur med uheld

Ole Nielsen deler interessen for klassiske biler med sønnen Thomas, og de har været på flere ture til træf, blandt andet to ture til Norge, hvor den ene desværre bød på en lidt uheldig oplevelse.

- Ja, vi kørte i hver vores bil, min søn kørte i en Sunbeam Alpine, der var vores fælles projekt, og jeg i min Rapier. Efter en overnatning skulle vi af sted videre. På et tidspunkt skulle vi dreje. Min søn drejede først, og jeg fulgte lige efter, men han var gået i stå lige efter svinget, og jeg kørte op bag i ham. Skaden var dog ikke værre, end at vi kunne fortsætte, men det var jo ærgerligt, siger Ole Nielsen.

 

 


Sjældne bildele

Hjemme i Danmark igen, skulle bilernes skader besigtiges og vurderes hos en mekaniker.

- Her kunne mekanikeren godt finde en ny kofanger til vores Alpine, men da vi kom til min bil, vidste jeg, at det ville blive en stor udfordring. Delene til min bil er svære at finde, og jeg havde hørt, at en bilejer måtte give 1000 euro for en kofanger. Nu var det så heldigt, at jeg selv havde en kofanger i reserve, så den blev vurderet til 5000 kroner, siger Ole Nielsen.

Han har selv købt to Sunbeam, der skulle til ophug, for at have reservedele nok, og så vidt han ved, kører der kun fire biler af slagsen herhjemme.

- Min søn og jeg har lige købt et dødsbo fra en, der var medlem af Roots Klubben. Der stod blandt andet en Sunbeam i haven under en presenning, der skulle have været restaureret, men den var ikke meget værd. Der var dog mange gode dele imellem, fortæller han.

 

 


 

Manglede klub for veteranbiler

Far og søn mødes tit i lokaler, som sønnen har lejet og dyrker deres interesse for de klassiske biler. De går så meget op i bilerne fra en svunden tid, at de i 2007 satte sig for at lave en klub for veteranbiler i Sønderborg og omegn.

- Til den stiftende generalforsamling for Als Veteranklub var vi 12 bilejere, nu er vi 250 medlemmer, så der var et behov for en klub, siger Ole Nielsen.

Klubbens medlemmer mødes i sommerhalvåret på parkeringspladsen ved Sønderborg Slot, og her ville de gerne have mulighed for at kunne servere en kop kaffe for medlemmerne af klubben.

 

 

 


Projekt kaffevogn

Det kan nu lade sig gøre, for Aros Forsikring har doneret 20.000 kroner til arbejdet med at lave en kaffevogn.

- Det er vi meget glade for. Vi har købt en Camp-Let med sorte nummerpader, hvor vi laver en ny kasse til at sætte på stellet. Her bliver der plads til en kaffemaskine og andet. Vi er cirka 20 medlemmer, der her i vinterhalvåret går og arbejder på projektet, så kaffevognen kan blive klar til sommeren i 2020, understreger Ole Nielsen. Medlemmerne i Als Veteranklub hjælper også hinanden med reservedele, og så har de klubaften den første tirsdag i vintermånederne hos et medlem, der har et festlokale. Ole Nielsen, der er kasserer i klubben, glæder sig over, at der også er en tilgang af flere yngre medlemmer i klubben.

 


 

Nyhedsbrev
Kontakt mig