07. december 2020

Undgå ulykker – skift til vinterdæk med et godt mønster

Når vinteren nærmer sig, anbefaler vi, at du skifter til vinterdæk, og at du tjekker dine gamle dæk. Dækkene skal som minimum have en mønsterdybde på 1,6 mm. Det gælder din og din families sikkerhed. Tjek dine dæk, og skift til vinterdæk

I Danmark er det ikke lovpligtig at køre med vinterdæk... 

... men FDM anbefaler, at skifte til vinterdæk i vinterperioden, da vinterdæk er bedre til at bremse i vintervejr end sommerdæk. Derfor er det vigtigt at tjekke om bilens dæk er lovlige både i forhold til din sikkerhed, men også for andres sikkerhed.

FDM konkluderede i en test, at vinterdæk på våd vej giver op til 30 procent kortere bremselængde i forhold til sommerdæk. På snedækkede veje er bremselængden op til 44 procent kortere på vinterdæk i forhold til sommerdæk.


Lovlige dæk

Som minimum skal dækkene have en mønsterdybde på 1,6 mm, ellers er de ulovlige. Du skal være opmærksom på at dækkene også kan være ulovlige, hvis de for eksempel er opbevaret forkert eller hvis de er for gamle uden at være slidt ned – gummiet kan være blevet defekt.

Der er forskellige regler for vinterdæk i de enkelte lande. Få et overblik her.


Hvad er vinterdæk?

Dækkene er fremstillet af blødere gummi end sommerdæk. Det gør, at vinterdæk bedre kan stå fast på vejbanen, når friktionen er lav. Et sommerdæk bliver hårdt og har ikke samme vejgreb som vinterdækket.

Derudover har vinterdækket mange lameller og en særlig mønsterudformning, som gør, at dækket bedre holder vejgrebet på veje dækket med sne og is.

Et vinterdæk er mærket med "sne-fnug"-symbolet. De dæk er testet i vinterforhold og overholder særlige grænseværdier for bremsning i glat føre.


Du kan risikere at forsikringen ikke dækker skaderne

Det kan få nogle kedelige konsekvenser, hvis dine dæk er nedslidte og ulovlige. F.eks. hvis du kommer ud for et solouheld, hvor bilen ender i grøften pga. våde og glatte veje, kan du risikere at skaderne ikke kan blive dækket.


Har du spørgsmål til, hvordan din forsikring dækker så kontakt os på tlf. 7010 4222.

Tilbage