12. juni 2023

Aros Forsikring støtter FødevareBanken – så madspild bliver til måltider

Aros Forsikring har valgt at støtte Fødevarebankens vigtige arbejde mod bekæmpelse af madspild og madfattigdom i Danmark. For opgaven er stor, og vi må hjælpe hinanden.

Samfundsansvar baseret på fællesskabet

Som kundeejet selskab er det naturligt for Aros Forsikrings at støtte organisationer, der er baseret på fællesskabsfølelsen – som FødevareBanken, hvis organisation er baseret på frivillig arbejdskraft. De mange frivillige håndterer og leverer i fællesskab frisk overskudsmad videre til sociale organisationer og væresteder, som laver maden til måltider. Derigennem skabes vigtige madfællesskaber til mennesker i svære livssituationer.

 

Vi støtter og udfører frivilligt arbejde

FødevareBankens mange frivillige gør en stor forskel for mennesker i svære livssituationer hver eneste dag. Ganske frivilligt og helt ulønnet. Hos Aros Forsikring ønsker vi derfor at takke dem ved at sponsorere forskellige oplevelser/events for FødevareBankens frivillige, så de får den store anerkendelse, som dette arbejde fortjener.

Som omverdenens fokus på madspild øges, søger FødevareBanken flere frivillige, som kan hjælpe. Vi giver derfor også vores medarbejdere hos Aros Forsikring mulighed for på skift at arbejde som frivillige for FødevareBanken inden for deres arbejdstid én dag om året. For det giver stolthed og energi at hjælpe andre.

 

Fokus på fødevaresikkerhed og madspild

Fødevaresikkerheden er vigtig. FødevareBanken arbejder derfor systematisk og fødevaresikkert med frisk overskudsmad i stor skala. Alle varer som modtages scannes ind i FødevareBankens system, så de bliver lagerført og sporbare i tilfælde af, at en fødevare skal trækkes tilbage.

Håndteringen og leveringen af overskudsmaden kræver stor logistisk, og derfor kan Aros Forsikrings medarbejdere som frivillige fx hjælpe med scanning af varer, oprydning på lageret, pakning af en kølebil med overskudsfødevarer, eller de kan være chaufføren behjælpelig ved levering af overskudsmaden til værestederne.

 

Fakta om FødevareBanken

FødevareBanken er her i landet en af de største nonprofit organisation, som er baseret på frivillig arbejdskraft, og som samtidig kæmper for en verden uden madspild og madfattigdom i Danmark. Fødevaresektoren skiller sig hver dag af med enorme mængder mad, der intet fejler, men som alligevel ikke kan sælges i butikkerne, hvilket betyder spild af ressourcer og udgør en stor belastning for miljøet. FødevareBanken modtager denne overskudsmad fra fødevareproducenter og grossister og arbejder struktureret og fødevaresikkert med håndteringen af den friske overskudsmad, så der ikke er noget mad, der er gået over sidste holdbarhedsdato. Herefter er det FødevareBankens frivillige, der leverer maden videre til sociale organisationer, som laver maden til måltider til mennesker i svære livssituationer. For disse mennesker kan et dagligt og nærende måltid have en afgørende betydning for deres sundhed.

Tilbage