Det handler om at blive set!
Du ved jo sikkert alt om, hvad der øger din sikkerhed, men her får du alligevel en kærlig reminder om at have lys på cyklen. Lygterne skal kunne ses tydeligt på mindst 300 meters afstand og også være synlige fra siden. Forlygten skal lyse hvidt, gult eller blåligt. Baglygten rødt. Hvide, blålige og røde lygter må gerne blinke – med mindst 120 blink i minuttet. Gule forlygter skal lyse konstant. Tjek jævnligt lygterne og skift batteriet, når lyset begynder at blive svagt.
NB! Lygterne skal tændes fra solen går ned, til den står op.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik
Sådan forebygger du
8 konkrete vaner, der gør det sværere at stjæle din cykel
1. Lås cyklen forsvarligt. Du kan vælge mellem en fastmonteret lås, wire-, bøjle- eller foldelås.
2. Lås cyklens stel og helst begge hjul fast til lygtepæl, cykelstativ eller andet, der sidder fast i jorden.
3. Vælger du 2 låse, bliver det mere tidskrævende og bøvlet at stjæle din cykel.
4. Parkér ikke cyklen på gader, hvor der færdes mange mennesker ved nattetide – det frister cykeltyve.
5. Stil din cykel i et aflåst rum eller skur, hvis du har mulighed for det.
6. Frist ikke tyven – efterlad aldrig tasker, cykelhjelm eller cykellygter på cyklen.
7. Sørg for, at du har en cykelforsikring knyttet til din indboforsikring, hvis du ønsker, at din cykel er dækket i tilfælde af, at den bliver stjålet.
8. Når du parkerer ved tog- eller busstation samt stoppested, skal du sikre din cykel ekstra godt. Brug eventuel en ældre cykel, hvis du pendler og stiller cyklen på en tog- eller busstation.
Forebyg (også) på de sociale medier
Har du en cykel, som du er meget glad for og som måske oven i købet har været dyr for dig at anskaffe, er det smart lige at gennemtænke dine vaner og din adfærd på de sociale medier og på eksempelvis træningsapps.
Det betyder, at du med fordel kan være tilbageholdende med både fotos og oplysninger, så der ikke bliver skabt opmærksomhed omkring din cykel. Det har vist sig, at indbrudstyve bruger materiale fra nettet til at gå målrettet efter dyre cykler.
3 vigtige kvitteringer, som du skal gemme
- Når du køber din cykel – gem kvitteringen for både cykel og låsebevis. Suppler eventuelt med et foto af både cykel og kvitteringer. Hvis du ikke har dem, kan det påvirke en erstatning i tilfælde af, at du får stjålet din cykel.
- Når du skifter den gamle lås ud med en ny – gem det nye låsebevis fra cykelhandleren, og et godt tip er, at tage et close up billede af dine cykellåsnøgler, hvis du skulle være så uheldig at tabe dem. Opbevar dem aldrig samlet.
- Når du køber en brugt cykel – få en kvittering fra sælgeren som dokumentation for, at du ejer cyklen.
Sådan gør du, hvis din cykel bliver stjålet
1. ANMELD TYVERIET
Du skal så hurtigt som muligt melde cyklen stjålet hos politiet. Når du ringer op til politiet, skal du have følgende oplysninger klar:
- Cyklens stelnummer
- Cyklens fabrikat
- Cyklens farve
- Type af cykel
- Cyklens værdi
- Tid og sted for cykeltyveriet
- Dit forsikringsselskab
2. ANMELD SKADE
Når du har anmeldt tyveriet hos politiet, skal du kontakte dit forsikringsselskab. Her skal du oplyse:
- Om cykeltyveriet er meldt til politiet, og hvorvidt cyklen var låst
- Cyklens stelnummer
Herefter skal du sende kvittering for køb af cyklen sammen med dit låsebevis udfyldt med cyklens stelnummer, købsdato samt forhandlerens stempel og underskrift. Et låsebevis angiver låsens mærke, kode og låsens kvittering.