Hvad er et skybrud?
Et skybrud er defineret ved, at der kommer 15 millimeter nedbør eller mere på 30 minutter eller derunder. Et skybrud kan resultere i vandfyldte kældre, oversvømmede haver og kloakdæksler, der løfter sig, og selvom din husforsikring som udgangspunkt dækker eventuelle skader ved et skybrud, er det fornuftigt at forsøge at begrænse eller forhindre potentielle skader.
6 gode råd der kan begrænse skaderne ved skybrud:
- Luk døre og vinduer
- Luk ventilationshuller i ydervæggene
- Tjek afløb og tagrender
- Fjern ting og sager fra kældergulvet
- Grav evt. kanaler rundt om huset, som kan aflede vandet
- Hav sandsække klar
Hvornår dækker forsikringen ved skybrud?
Hvis du får en vandskade i dit hjem i forbindelse med et skybrud, dækker husforsikringen skaden, såfremt vandet ikke er trængt ind gennem revner, åbne vinduer eller på grund af tilstoppede tagrender eller andre utætheder. Er dit afløb fuldt funktionelt og bygningen vedligeholdt, er der ingen problemer i at få dækket skaderne. Vær opmærksom på, at forsikringen ikke dækker, hvis oversvømmelsen er afledt af havet, en fjord, søer eller vandløb.
Hvad gør du ved akut bygningsskade?
Har du en husforsikring og/eller sommerhusforsikring hos os, og sker der en akut bygningsskade i forbindelse med skybruddet, skal du ringe til vores Skadeafdeling på tlf. 8734 5099. Vores skadeafdeling er åben alle hverdage fra 08:00 - 16:00.
Hvad gør du ved ikke-akut bygningsskade?
Ved ikke-akutte bygningsskader bedes du indberette skaden telefonisk i Skadeafdelingens åbningstid (alle hverdage kl. 08.00-16.00) eller online på Mit Aros.