Nye regler og krav til vinterdæk fra 1. juli 2025
- Det er nu ulovligt at køre ud i snevejr med dækmateriale, der betegnes som “åbenbart uegnede” – dvs. sommerdæk ved sne og is.
- Hvis du bliver stoppet og har upassende dæk, kan bøden være 4.000 kr. – typisk 1.000 kr. pr. dæk.
- Vinterdæk skal have mærkningen M+S eller 3PMSF for at være lovlige i vinterføre.
- Nogle helårsdæk kan være lovlige, hvis de bærer de korrekte mærkninger, men vær særlig opmærksom på det – især med ældre dæk, hvor mærkningen måske er slidt af eller uklar.
- Skift gerne dæk i god tid – før den første frost – så du undgår at køre med dæk, der mister vejgreb under 7 °C.
Lovkrav til dæk i Danmark
- Det er lovpligtigt at køre med fire ens dæk. Du må altså ikke køre med to vinterdæk og to sommerdæk.
- Dækmønsteret på dine sommerdæk skal være minimum 1,6 mm dybt. Dog anbefaler Rådet for Større Dæksikkerhed et dækmønster på minimum 3 mm. Du kan tjekke dybden på mønsteret med en 20-krone. Rundt langs møntens kant står der ”Margrethe II – Danmarks Dronning”, og stikker du mønten ned i dækkets mønster, skal mønsteret helst nå op over teksten. Gør det ikke det, er mønsterdybden under 3 mm, og du bør kraftigt overveje at skifte dæk.
- Dækstørrelsen og -bredden skal passe til hjulomkredsen. Du kan finde specifikke informationer om dette på din bils registreringsattest.
Hvad er forskellen på vinterdæk og sommerdæk?
Helt grundlæggende kan der siges at være tre basale forskelle på sommerdæk og vinterdæk. Det drejer sig om forskelle i gummiblandingen, strukturen og slidbanen. Det betyder blandt andet, at sommerdækkene kan tåle højere temperaturer, mens vinterdækkene omvendt er langt mere modstandsdygtige på isglatte veje.
Af både sikkerhedsmæssige og økonomiske årsager frarådes du at køre med vinterdæk om sommeren, da dækkene slides hurtigere, og bremselængden er længere. På samme måde frarådes du at køre med sommerdæk om vinteren, da vejgrebet er dårligere. Fordi vinterdæk er lavet af en blødere gummi end sommerdæk, er deres friktion også langt større. Det betyder, at det er svære at få vinterdækkene til at dreje rundt. Resultatet er et øget brændstofforbrug, og det kan mærkes økonomisk – specielt hvis du kører langt.
Tip! Anbefalingen lyder, at sommerdæk egner sig bedst, hvis temperaturerne er højere end 7 grader, mens vinterdæk omvendt er at foretrække ved temperaturer under 7 grader.
Undersøg reglerne i udlandet
Planlægger du en tur ud af Danmark i egen bil, er det vigtigt, at du undersøger reglerne for brug af sommer- og vinterdæk i det land, du skal besøge. I Sverige er der for eksempel et krav om brug af vinterdæk fra 1. december til 1. marts, hvis temperaturen er 0 eller derunder, eller hvis der er sne og slud. I Norge kan du køre med sommerdæk hele året, men du skal dog montere snekæder, hvis der er is eller sne på vejene.