”Man kan ikke ligefrem sige, at jeg kommer fra en bilfamilie, men som så mange andre små drenge interesserede jeg mig helt naturligt for biler fra en tidlig alder,” siger Henrik Gundersen Taxbøl, der allerede i sit sidste teenageår købte den Bobbel, der stadig den dag i dag – 20 år senere – er at finde hjemme hos ham.
”Den var alt for dyr og i dårlig stand – og så har den spist mine lommepenge lige siden, jeg købte den,” griner han og mindes, hvordan han samlede sin venner op, så de sammen kunne køre i skole i Henriks nye, firhjulede investering: ”Den blev hurtigt kendt som Isbilen blandt mine kammerater, fordi der ikke var noget varme i den, men de andre havde jo ikke biler, så den gik an.”
Skrueklub og røverhistorier
For mange veteranbilentusiaster, der nyder selv at restaurere deres biler, gør det sig typisk gældende, at de har en mekanikerbaggrund, men sådan er det ikke for Henrik Gundersen Taxbøl. Han er nemlig VVS-mand og har gennem årene opbygget erfaring med restaureringen ved at prøve sig frem. Og så går han ugentligt i en skrueklub, hvor han kan dele sin passion med ligesindede og få tips og tricks til nogle af de udbedringer, han ikke umiddelbart selv kan finde en løsning på.
”Torsdag er nærmest en helligdag for mig, for det er den dag, jeg går i skrueklub,” fortæller Henrik, der dog ikke lægger skjul på, at en stor del af tiden i skrueklubben også bare går med at drikke kaffe og fortælle røverhistorier: ”Jeg kommer der lige så meget for hyggen og fællesskabet som for sparringen.”