Henrik Bøje har haft over 40 VW'er i hænderne. Han har brugt rigtig mange timer i værkstedet på sin VW T2 fra 1976, der nu bliver brugt til familieferier. Andre biler er blevet afmonteret alle de gode dele, der nu ligger på hylder i en lagerhal. - VW er det eneste, der dur for mig, siger Henrik Bøje.
Lyden af en folkevognsmotor er lyden af en svunden tid. Af 68 oprør og eventyr. Det var også tanken, at Henrik Bøjes folkevognsrugbrød skulle have et Atomkraft Nej Tak symbol på siden, men det blev til et lille rundt badge på instrumentbrættet.
- Det er jo en hippievogn, siger han og hiver rutineret i den lange gearstang. Den er lavgearet og klarer snildt en rundkørsel i tredje gear.
Den genkendelige motorlyd, som han beskriver som lyden af en spand søm tabt ned ad en trappe, er tryg og rar. Man kan sagtens føre en samtale uden at hæve stemmen i bilen.
Turen går til det naturskønne område ved Afgrunden ved Vissenbjerg. Her ruller han ind på P-pladsen ved søen i sin VW T2 fra 1976.
Interessen for VW begyndte tidligt. Henrik Bøjes far havde en folkevogn, boblen, som den blev kaldt. Dengang i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne var det en populær familiebil, for den var billig og driftssikker.
- Min far fortalte, at en kollega, der havde haft en boble i mange år, skulle have lavet en mindre reparation på sin bil. Mekanikeren spurgte, hvor længe det var siden, der var skiftet olie på bilen. Det havde ejeren ikke gjort i de 20 år, han havde haft den, siger han og fortæller, at det er den mest driftssikre bil, der findes.
Da Henrik Bøje fyldte 18 år, købte han en Golf. Men da han kom i lære som elektriker, købte han en boble af en mekaniker i Ejby. En model 1200 Jeans med denim som beklædning indvendig på dørene.
- Den satte jeg i stand to gange. For jeg blev påkørt, hvor begge sider blevet ødelagt, og så måtte jeg jo i gang igen, fortæller han. Faktisk har han bilen endnu, og han gemmer alle stumper, som han kunne få brug for. I en nærliggende hal står gamle folkevognsmotorer linet op på en hylde.
- Det er næsten umuligt at slide de gamle motorer op, fordi de er luftafkølede. Det kan så give en udfordring, når det er koldt, så er der først varmt i bilen efter en 20 minutters kørsel. Men et godt tip er lige at åbne sideruderne, så går det hurtigere med opvarmningen fra de varmekasser, der sidder ved udstødningen, siger han.
Han har rodet med cirka 40 folkevogne af alle typer, siden han fik kørekort. Nogle gange får han et vrag, der har stået gemt væk bag i en have eller lade. Andre må han betale lidt for. Men det er altid biler, der kræver mere end en bilvask for at komme på vejen igen.
- Jeg fik på et tidspunkt et tip om, at en mand havde en folkevognsrugbrød stående, men da jeg havde fået mig taget samme til at kontakte ham, havde han lige solgt den til en anden, siger han.
Henrik Bøje fik adressen på køberen og ringede for at høre, om han var interesseret i at sælge den.
- Han var ikke afvisende, og jeg stod ved hans hoveddør en halv time efter. Han ville have 13.000 kroner for den. Det var lige i overkanten, og han havde også en anden, der lå skilt ad i en bunke, som han ville have 7000 kroner for. Jeg var der i to timer, og det endte med, at jeg fik dem begge for 13.000 kroner, siger han.
Den seneste erhvervelse er en VW 411 E fra 1971 med originale gummilister, der kun har to revner.
- De lavede bare bilerne bedre dengang. Den her bil købte jeg egentlig på grund af motoren, der er med direkte indsprøjtning, men det er en sjælden bil, så det ender nok med, at jeg sætter den i stand. Den har en meget høj metallisk motorlyd, hvor man tænker, at den står da snart af, men det gør den ikke, understreger han. Der er dog nogle timer endnu, før lyden af motoren bliver en realitet. Den har senest været brugt som hønserede, afslører en bunke halm på motorblokken.
- Vi lever mange gange forskudt, hvor vi bruger meget tid på at tænke på, hvad der er sket og hvad der kommer til at ske. Jeg er i nuet og slapper af, når jeg sætter mine biler i stand, understreger Henrik Bøje.
Men arbejdet med bilerne tager tid for en mand, der er selvstændig med hus og have og familie, så det kan kræve et lille skub, for at få bilprojekterne færdige. Som da landbetjenten en dag henvendte sig.
- Jeg havde en VW pick-up, som jeg kørte rundt i. Han ville bare vide, om jeg selv afleverede pladerne, eller om han skulle komme og hente dem. Jeg skyndte at forsikre ham om, at jeg nok skulle få bragt den i orden. Jeg har den endnu, og jeg har planer om at få den til at køre igen som firmabil, siger han.
Han satte den i stand, og den blev hele familiens folkevognsbus, der har bragt dem til Skagen, Nordsjælland, Bornholm og Holland.
- Der er nogen, der har en fin gammel bil, der kun må komme ud at køre i høj sol og tørvejr. Sådan har jeg det ikke. Bilerne skal bruges. Jeg vil ikke sidde som pensionist og høre mine børn sige, ”hvor var det træls, når vi skulle på tur i folkevognen, man måtte ikke spise is eller drikke sodavand i den”.
Da sønnen og datteren var små, kunne de sove oppe på ”førstesalen” i bussen med højt tag. Nu har datteren en kæreste med, og de sover i telt ved siden af.
- Jeg har faktisk en bus mere, som jeg har sendt ud af huset for at få lavet rust på, fordi jeg ikke har tid til det. Den er af den type, der tidligere kørte som ”lille biler” eller taxaer. Jeg ved ikke rigtig endnu, hvad jeg vil bruge den til, siger han.
Turen er slut, og Henrik Bøje bakker folkevognsrugbrødet ind i indkørslen ved siden af en ny VW UP, som de lige har købt.
- Den er da fin at køre i, men den udløser ikke så mange endorfiner hos mig, som når jeg kører en tur i bussen eller en af de andre ældre modeller. Charmen ved dem er jo netop, at de buldrer og brager, men jeg er stadig ikke blevet enig med mig selv om, om jeg synes, at designet er grimt eller charmerende, siger Henrik Bøje, der er i gang med et nyt VW-projekt.
- Jeg er ved at bygge en trailer, der kan sættes bag på bussen. Jeg har brugt fronten fra en gammel folkevogn. Jeg er færdig med pladearbejdet, så nu mangler jeg kun at male den i den samme farve som bussen, understreger Henrik Bøje.
Under et besøg på VW-fabrikken i 1947 så den hollandske forretningsmand Ben Pon, at VW-fabrikken havde lavet en såkaldt "plattenwagen", flad ladvogn, baseret på dele fra folkevognen. Den brugte tyskerne i produktionen til at transportere halvfærdige folkevogne rundt mellem afdelingerne.
Ben Pon lavede en skitse til en kompakt varevogn, der kun ville veje 750 kilo, og som han godt ville have fabrikken til at fremstille. Han delte sin idé med de britiske ledere, som overvågede fabrikken, men de var fokuserede på at holde øje med den gigantiske efterspørgsel på Boblen.
Men de tyske ingeniører på fabrikken blevet inspireret af ideen, og i de følgende tre år udviklede de i et samarbejde med Ben Pon en Kleinbus - både som varevogn og som minibus.
I 1950 dukkede den første VW Kleinbus kaldet Samba op. Den havde vinduer hele vejen rundt og valgfrie ovenlysvinduer. Bilen blev i Holland annonceret som Pon's Automobil. Den første version var tofarvet med rød krop og sort tag.
De efterfølgende versioner var også tofarvede, men nu med rød krop og hvidt tag, hvilke viste sig langt mere populær.
Motoren i den originale VW-Kleinbus var den samme luftkølede motor - en 4-cylindret boxermotor, som den originale Boble var udrustet med, og den var placeret i bag.
Hele ni voksne personer kunne der sidde i en VW-Kleinbus som standard.
I 2013 kørte verdenshistoriens allersidste folkevognsrugbrød - eller Type 2, som den officielt hedder - af samlebåndet på Volkswagens fabrik i Brasilien. I landet er der siden 1957 produceret 1.560.000 eksemplarer af det legendariske køretøj
Hos Aros Forsikring er vi bilentusiaster, og vi har en helt særlig kærlighed for veteranbiler. Derfor har vi fordelagtige forsikringer til veterankøretøjer. Skal vi også forsikre dit kæreste eje?
Duften af læder kombineret med skinnende lak og smukke chromdetaljer, vækker minder og nostalgien giver ekstra smil på læben. Over hele landet, samles veteranentusiaster året rundt, for at sparke dæk og se på smukke veteraner. Passionen er stor og følelserne mange.
Volvoen går i almindelighed for at være den smukkeste bil, men ofte bliver Volvo noget udskældt i folkeviddet for de årtier, hvor rette linjer og massive detaljer dominerede i designafdelingen. Men P1800 er fra før den periode, og her er der nærmest ikke en eneste ret linje at finde.
Da der en dag i juni pludselig går ild i motorrummet på Michael Bergs BMW 2002 fra 1972, er der ikke noget at gøre. Bilen brænder ud, inden brandvæsnet når frem, og Michael står pludselig med en forsikringssag, hvor dækningssummen spiller en væsentlig rolle.
