Måske har du også hørt om en ven/veninde, der ikke fik tegnet en forsikring i tide og derfor endte i en uoverskuelig situation. Set i det lys handler forsikringer om forebyggelse, hvor du kommer på forkant ved at sikre dig, at du får hjælp og erstatning, hvis uheldet er ude. Du skaber nogle rammer for at passe godt på dig selv og det liv, du holder af.
Dette skal du vide
- En forsikring er en aftale om, at du får hjælp, hvis der opstår en ulykke, hvis du f.eks. oplever indbrud eller kommer ud for andre former for uheldige situationer.
- Hvis det er muligt at beregne en risiko, er det typisk også muligt at forsikre den. Derfor kan du købe forsikringer, der dækker flere forskellige områder, som alle kan indebære risici. Eksempelvis forhold omkring dig selv, din familie, din bolig, din bil, din hund, dit indbo og dine rejser.
- Nogle forsikringer er lovpligtige, og det gælder en ansvarsforsikring, som du skal tegne, hvis du ejer en bil, motorcykel, scooter, knallert, heste, hunde med videre. Her dækker forsikringen de skader eller tab, som du direkte eller indirekte kan komme til at påføre andre. Det kan både være personerne selv, men også deres ejendele eller dyr.
- Du kan vælge at have en selvrisiko som en del af din forsikring, og det betyder, at du selv betaler en del af skaden eller tabet. På nogle forsikringer har du selv indflydelse på selvrisikoens størrelse, hvilket påvirker det beløb, du betaler for selve forsikringen. Tommelfingerreglen er, at jo højere selvrisiko, jo lavere pris for din forsikring.
Stol på dig selv:
Brug dit hoved og din mave
At tegne en forsikring er en tillidssag, og derfor er det vigtigt, at du både bruger dit gode hoved og din sunde mavefornemmelse og stiller de spørgsmål, som du går med. På den måde adskiller dit valg af forsikringer og forsikringsselskab sig ikke fra de overvejelser, du kan have, når du vælger bank eller pensionsordning.
Derfor har du ofte på samme måde brug for rådgivning og vejledning, så du kan blive klædt på til at vælge den forsikring og dækning, der bedst passer til dig, din situation og livsstil. Der skal være en afstemning imellem det du køber, og det du har brug for, og det kan en behovsafdækning sammen med et forsikringsselskab bidrage til. Dette varierer dog fra selskab til selskab.
Hos Aros Forsikring:
Du får en fast kontaktperson, der giver dig en 360 graders behovsafdækning og løbende yder personlig rådgivning for at sikre, at dine forsikringer passer til dine behov.
Hvis du vil vide mere
Som du sikkert allerede nu fornemmer, er det afgørende, at du er rigtigt forsikret og er dækket på den måde, som er vigtig for dig. Derfor kan det være smart at kende forskel på en række centrale forsikringer.
1. Forsikring af dig kræver, at …
… du tegner en ulykkesforsikring for at dække dig økonomisk ind med en engangssum, hvis du skulle komme ud for et uheld eller en ulykke og havne i en situation, hvor du bliver helt eller delvist uarbejdsdygtig. Får du varige mén og permanente skader, vil du få dækket mén fra 5 %.
En ulykkesforsikring er personlig, og derfor giver det mening, at din eventuelle partner og dine børn også er forsikret. Du skal være opmærksom på, at du også via din ulykkesforsikring kan få dækket behandlingsudgifter til fysioterapeut, kiropraktor, akupunktør eller lignende som følge af ulykken samt tandlægeudgifter, hvis der sker en tandskade i forbindelse med ulykken.
2. Forsikring af din bolig kræver, at …
… du tegner en husforsikring, der dækker skader på selve huset og faste installationer. Her kan du vælge dækning ved brand-, vand, eller kortslutningsskader. Bor du til leje i en lejlighed, så dækker udlejer som udgangspunkt alt det, der vedrører bygningen. I nogle lejekontrakter er det noteret, at lejer selv skal dække for eksempel glas og sanitet. Det betyder, at du som lejer selv skal dække en skade på eksempelvis toilet eller glaspladen på et keramiske komfur. Derfor kan du tegne en glas- og sanitetsforsikring som en tilvalgsforsikring til din indboforsikring.
3. Forsikring af dine ejendele kræver, at …
… du tegner en indboforsikring for at være dækket ind, hvis dine og de andre familiemedlemmer i husstandens ejendele – som eksempelvis møbler, lamper, tøj, tasker – bliver stjålet ved tyveri eller tricktyveri. Indboforsikringen dækker også, hvis dine ejendele bliver beskadiget ved brand, hærværk, skybrud eller ved et færdselsuheld. Nogle ejendele bliver ikke dækket udenfor hjemmet, det gælder for eksempel smykker.
Indboforsikringen dækker også det ansvar, du og din familie har som privatperson, hvis du eller dit barn ved uheld forvolder skade på andre personer eller ting.
4. Forsikring af din online identitet kræver, at …
… du har ID-Sikring og WEB CLEAN-UP, som hjælper dig, hvis du får stjålet din identitet, eller hvis dit barn oplever chikanerende adfærd på nettet. Hos Aros Forsikring er denne dækning en del af din indboforsikring, men det gælder ikke alle selskaber.
5. Forsikring af din bil/elbil kræver, at …
… du tegner en bil- eller elbilforsikring, der kan bestå af en ansvarsforsikring og en kaskoforsikring. Ansvarsforsikringen er lovpligtig og dækker den skade, som du forvolder med bilen, på andre personer eller deres ejendele. Kaskoforsikringen er derimod en frivillig tilvalgsforsikring og dækker skader på din egen bil ved færdselsuheld og brand. Den dækker også, hvis du får stjålet din bil. På kaskoforsikringen er der en selvrisiko på minimum 1.500 kr.

For dig, der vil i dybden
Når du køber en forsikring, så bliver du betegnet som forsikringstager, som dækker over, at du har indgået en forsikringsaftale for dig selv eller andre. Du betaler en aftalt pris for en forsikring, og prisen kaldes en forsikringspræmie.
Du køber din forsikring hos et forsikringsselskab, som forpligter sig til at betale erstatning med udgangspunkt i de vilkår, der er beskrevet i forsikringsbetingelserne. Forsikringsvilkår er væsentlige at sætte sig ind i, fordi du her kan læse om både dine og forsikringsselskabets rettigheder og pligter. Betingelserne her er bindende.
Aftalen mellem dig (som forsikringstager) og forsikringsselskabet kaldes en forsikringspolice. Den indeholder en beskrivelse af, hvad der er dækket af forsikringen.
En enkelt forsikringspolice kan dække risici i forskellige kategorier. For eksempel en bilforsikring vil typisk dække både ejendomsrisiko (tyveri eller skader på køretøjet) og ansvarsrisikoen (de juridiske krav som følge af en trafikulykke). En Indboforsikring omfatter typisk dækning for skader på hjemmets indbo og forsikringstagerens og familiemedlemmernes personlige ansvar.