Dette skal du vide
Du har formentlig meget at skulle forholde dig til og tage hånd om lige nu, hvis du står midt i et brud – et samlivsophør. Der er måske både bolig, bil, børn og indbo og en masse andet at tage sig af. Og hvorfor så også forsikringer? Forklaringerne kommer her.
Du og din (tidligere) partner bliver rent forsikringsmæssigt betragtet som én husstand, så længe I fortsat har fælles forsikringer. Det gælder også, selv om I er flyttet fra hinanden og har hver jeres adresse.
I praksis deler I fortsat betalinger, skadeerstatninger og skadehistorik, og I kan stadig ændre i og opsige hinandens forsikringer, så længe forsikringerne ikke er delt op.
Opretter du eller din tidligere partner en ny forsikring, vil den blive betalt fra den bankkonto, som vi har registreret til jer, og som måske skal ændres. Dermed risikerer du at betale for din tidligere partners nye forsikringer.
Du risikerer, at eventuelle skadeerstatninger bliver udbetalt til den forkerte person, hvis vi ikke er opdateret med eksempelvis nye betalingsoplysninger.
Har du brug for hjælp?
Måske er det en stor mundfuld for dig at forholde dig til. Hvis ja, kan du allerede nu overveje at kontakte din faste kontaktperson hos Aros Forsikring og få hjælp til at skille forsikringerne ad og få gennemgået dine fremtidig behov for forsikringer.
Se vores tjekliste nedenfor for at få hjælp til at danne et overblik.
Få styr på dine forsikringsbehov
Her er din tjekliste, så du kan få et indtryk af – og måske danne dig et overblik over – dine forsikringsbehov fremadrettet. Husk, at du ikke behøver at stå med det alene – du kan altid kontakte din faste kontaktperson og få luftet dine tvivl, tanker og overvejelser.
1. Husforsikring: Skifter du bopæl?
Ofte flytter begge parter i en ny bolig, men bliver du boende, skal du sikre, at du står som forsikringstager på både din husforsikring og indboforsikring. Flytter du i et nyt hus, så husk at få oprettet en ny husforsikring, da den ikke automatisk kan flyttes med.
Flytter du i en lejlighed, så dækker udlejer eller ejerforeningen som udgangspunkt alt det, der vedrører selve bygningen. Ønsker du dækning af skade f.eks. på toiletkummen, badekaret, glaskeramiske kogeplade og håndvaske, så kan du tegne en glas- og sanitetsforsikring som en tilvalgsforsikring til din indboforsikring. Dette er både relevant for dig, der har en ejerlejlighed, men også for dig som lejer. I nogle lejekontrakter står der skrevet, at lejer selv skal dække for eksempel glas og sanitet. Det betyder, at du som lejer selv skal dække skader på f.eks. håndvasken.
2. Indboforsikring: Husk at tilrette antallet af personer i husstanden
Når I har delt indboet, behøver du ikke at ændre indbosummen på din indboforsikring, da indboforsikringen er sumløs, så der er ikke et øvre loft for værdien af det samlede indbo. Husk dog at tilrette antallet af personer i husstanden, da det har indflydelse på prisen. Hvis I tidligere har haft udvidet forsikring på eksempelvis dyre designermøbler eller en særlig cykel, kan du overveje, om du fortsat har behov for disse tilvalg af forsikringer.
Skifter du folkeregisteradresse, følger din indboforsikring automatisk med til den nye adresse, hvis forsikringen står i dit navn – altså med dig som forsikringstager. I tilfælde af skilsmisse dækker de fleste indboforsikringer både din og din tidligere partners nye adresse i tre måneder. I denne overgangsperiode er det vigtigt, at du/I får jeres nye forsikringer på plads.
Hvis du under flytning får brug for midlertidig opmagasinering af dit indbo, er det dækket, hvis det er opmagasineret i et anerkendt og aflåst lagerhotel, opbevaringsmagasin eller container.
3. Ulykkesforsikring: Bliver du eneforsørger?
Bliver du skilt, flytter for dig selv og har barn eller børn, bliver du samtidig eneforsørger – det ved du. Derfor kan det være vigtigt at tænke nogle scenarier igennem og sikre dig i tilfælde af ulykker. Sørg derfor for, at du har en ulykkesforsikring, så du er i stand til at forsørge dit barn eller børn, hvis du eksempelvis komme ud for en ulykke, får en alvorlig méngrad eller bliver invalid. I sådanne situationer kan en ulykkesforsikring sikre dig økonomisk hjælp.
4. Børneulykkesforsikring: Hvordan er dit barn eller børn dækket?
Bliver du skilt og har barn eller børn med fra forholdet, dækker indboforsikringen automatisk deres ansvar og ejendele – uanset hvor dit barn eller børn har adresse. Her er det tilstrækkeligt, at barnet er skrevet ind i den ene forælders forsikring. Barnet er dækket under den indboforsikring, hvor det har folkeregisteradresse.
Som forælder kan du vælge at købe en børneulykkesforsikring, uanset om dit barn eller børn har bopæl hos dig eller ej. Børneulykkesforsikringen dækker hele døgnet både ude i børneinstitutioner/skole og hjemme frem til, at dit barn fylder 18 år.
Måske har du og din tidligere partner tegnet børneulykkesforsikringer. Tag i så fald stilling til, om den skal køre videre. Hvis ja, skal du og din tidligere partner beslutte, hvem af jer der skal holde børneulykkesforsikringen i kraft.

5. Sommerhusforsikring: Skal forsikringen opsiges?
Måske har du og din tidligere partner et sommerhus, der skal sælges. I så fald skal du vide, at det er den nye ejers forsikringsselskabs pligt at sende dit og din tidligere partners forsikringsselskab en opsigelse af sommerhusforsikringen. Sker det ikke automatisk, skal du kontakte Aros Forsikring.
6. Hundeansvarsforsikring: Skal den ændres?
Har du og din tidligere partner også haft en hund sammen og besluttet, at den eksempelvis skal være hos dig, skal du tjekke, om den lovpligtige hundeansvarsforsikring står i dit navn. Hvis du ikke er forsikringstager, skal du sørge for, at det bliver ændret. Ved samme lejlighed kan du jo overveje, om du også ønsker at tegne en hundesygeforsikring, som dækker dyrlæge- og behandlingsudgifter ved sygdom eller ulykke. Du kan på den måde være på forkant med eventuelle uforudsete og ofte dyre dyrlægeudgifter.
7. Bilforsikring: Hvem beholder bilen?
Hvis du og din tidligere partner vælger at beholde bilen, skal I beslutte, hvem der skal stå som ejer og bruger af bilen. Det gælder uanset, om I har én eller flere køretøjer.
Hvis du bliver bilens ejer, skal du først omregistrere bilen hos Skat – lige her. Herefter kan din faste kontaktperson hjælpe dig med at tilpasse bilforsikringen som ejer og bruger af bilen.
Har I tidligere delt bilen, og vælger du at anskaffe dig en ny bil, så beholder du normalt samme anciennitet som din tidligere partner, hvis han stod som forsikringstager. Det vil sige, at du bliver på det samme pristrin.