Studentermedhjælper med erfaring i Power BI og kundegruppeanalyser søges

Hos Aros Forsikring søger vi en dataorienteret studentermedhjælper, der kan omdanne informationer fra Power BI til relevante kundegruppeanalyser. Vi ønsker nemlig at blive endnu klogere på vores kunder, og det håber vi, at du kan hjælpe os med. Vi tilbyder til gengæld et spændende job med en stejl læringskurve, fleksible arbejdstider og mulighed for fastansættelse efter endt studie, såfremt at både du og vi finder samarbejdet optimalt.

 

Hvem er du?

  • Du læser på 5. eller 6. semester på en relevant bacheloruddannelse og planlægger at fortsætte på en kandidatuddannelse
  • Du er dygtig til Power BI
  • Du har erfaring med telemarketing (du skal dog ikke aktivt lave telemarketing)
  • Du kan omsætte data til konkrete løsninger
  • Du har styr på Excel
  • Du har forståelse for sociale medier såsom Facebook og Instagram og ved, hvordan de bruges i markedsføringsøjemed
  • Du kan fremvise og dokumentere de resultater, du opnår


Hvad kunne en arbejdsopgave være?
Et eksempel på en arbejdsopgave kunne fx være, at du bliver bedt om at lave en kampagne (fx en ringekampagne eller en nyhedsmail) med udgangspunkt i det data, du har til rådighed. Du skal altså kunne analysere data og omsætte det til et konkret løsningsforslag, der gennem selektering af data bidrager til fastholdelse af eksisterende kunder eller tilgang af nye kunder.

Hvordan ser din arbejdsdag ud?
Vi forventer, at du arbejder mellem 8 og 15 timer om ugen, men din arbejdstid er fleksibel. Det betyder, at du selv bestemmer, hvornår du arbejder, så længe det er i tidsrummene: mandag til torsdag fra kl. 08.00-20.00 eller fredag kl. 08.00-16.00.


Hvor skal du arbejde henne?
Vores hovedkontor ligger på de to øverste etager i Zleep Hotel-bygningen på Viby Torv 4B. Herfra arbejder hovedparten af vores cirka 70 medarbejdere, og det vil også være her, du har din daglige gang som studentermedhjælper.


Hvilken løn får du?
Vi tilbyder dig 153 kr. i timen.


Hvem er vi?
Aros Forsikring er et landsdækkende, kundeejet forsikringsselskab med rødder i Aarhus. Med personlig service i fokus leverer vores engagerede medarbejdere hver dag private forsikringer baseret på nærvær, hæderlighed og hurtig skadebehandling til vores kunder.

Vi vil nemlig være det mest anbefalede forsikringsselskab i Danmark. 

Aros Forsikring er en kompleks virksomhed, der kan udfordre og udvikle din faglige nysgerrig. Hos os får du mulighed for at kickstarte din karriere gennem praktisk erfaring og sparring med en række dygtige kollegaer, ligesom du selvfølgelig får lov til at tage aktivt del i og bidrage til det ansvarsområde, du får tildelt.

Du kan læse mere om Aros Forsikring på vores hjemmeside: www.aros-forsikring.dk.


Hvordan søger jeg jobbet?
Ønsker du at søge jobbet som studentermedhjælper, skal du sende din ansøgning og dit CV til Digital Marketing Specialist Rachel Pedersen på rpe@aros-forsikring.dk hurtigst muligt.


Hvornår er tiltrædelsen?
Hurtigst muligt, men vi venter gerne på den rigtige.