Tilmeld dig Aros Forsikring Karavane 2022

Søndag den 22. maj 2022 afholder vi endnu engang Aros Forsikring Karavane, og vi håber, at du har lyst til at være med i år. Det eneste krav for at deltage er, at du ankommer i en veteranbil. I år ønsker vi dog at tilføje en ekstra historisk dimension i Karavanens fortælling, og vi opfordrer derfor til, at du og dine passagerer kommer i tidstypisk tøj. Når du matcher dit køretøj, er du med til at skabe en unik oplevelse – både for de andre deltagere og for tilskuere – og så vil din beklædning spille en afgørende rolle i en spændende konkurrence, som finder sted sidst på dagen. Vi håber derfor, at du og dine passagerer har lyst til at finde pudset frem fra garderoben, så vi sammen kan gøre eventen til et helt særligt syn.

Det vil være muligt for op mod 100 veteranbiler at deltage i Aros Forsikring Karavane 2022, og vi forventer derfor, at vi på dagen vil være cirka 230 mennesker samlet. Med så mange passionerede veteranbilsentusiaster samlet på ét sted er den festlige stemning sat allerede fra morgenstunden.

Praktiske informationer om dagen

Hvor går turen hen?

Ruten i år er cirka 100 km lang og strækker sig fra Skovvangskolen i Hammel, ned i Hammel Gågade og nordvest mod Tange Sø, Energimuseet og Ulstrup Slot. Herfra fortsætter turen gennem Langå, Hadsten og Hinnerup, inden den afsluttes på Havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas i Aarhus. Alle deltagere vil på dagen få udleveret et detaljeret rutekort.

Tilmelding

Det koster 200 kr. pr. bil at deltage, og pengene går ubeskåret til velgørenhed. For at deltage i Aros Forsikring Karavane skal du tilmelde din veteranbil ved at sende en mail til Uffe på uffemgcc@gmail.com eller elektronisk på HMS' hjemmeside.

Når du tilmelder dig, skal du angive:

Navn, adresse, e-mail, telefon, navn på medpassagerer, bilmærke og model, årgang på bilen og accept af, om vi evt. må anvende billeder af dig og din bil til markedsføring. 



Tidsplan

Med forbehold for ændringer


09.00
Alle deltagere ankommer til Skovvangskolen i Hammel (Minervavej 5) fra kl. 09.00. Der tages et billede af dig sammen med dine passagerer og din bil af en professionel fotograf. Billedet får du tilsendt som en plakat i A3-format og som fil efter arrangementet. Du bliver registreret ved ankomst og får udleveret et kørselsnummer og morgenmad.

10.00-11.00
Vi kører fra Skovvangskolen og ned i Hammel Gågade, hvor alle bilerne vil holde i mindst en time til glæde for Hammels borgere, unge som gamle.

11.15-13.00
Alle kører fra Hammel Gågade og ud på den planlagte rute med 30 sekunders mellemrum.

14.30-15.30
Alle bilerne ankommer ved Havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas. Af hensyn til brandmyndighederne skal ankomsttidspunktet overholdes, da det kun er i dette tidsrum, du kan komme ind på pladsen.

15.30-17.00
Alle deltagere får serveret en sandwich og drikkevarer. Vandrepokalen overrækkes til den deltager med den flotteste bil og det mest tidstypiske tøj.

17.00
Alle skal forlade Havneområdet kl. 17.00 af hensyn til brandmyndighederne.

Vigtigt!
Havnepladsen mellem Dokk1 og Navitas er afspærret af pullerter. Disse pullerter bliver sænket i forbindelse med henholdsvis ankomst til og afgang fra pladsen. Det betyder, at alle biler SKAL ankomme mellem kl. 14.30 og 15.30, og at du først kan køre fra området igen kl. 17.00. 


 

Donation

Vanen tro donerer Aros Forsikring deltagergebyret fra Aros Forsikring Karavane til et godt formål. I år har vi besluttet at hjælpe Hammel GF med at finansiere stævnebilletter til de børn, der af økonomiske årsager normalt ikke har mulighed for at deltage i sportsstævner. Herved bidrager vi til, at flere børn inkluderes i det vigtige fællesskab, som også findes uden for den almindelige træning – uagtet om det er til håndbold, fodbold eller noget tredje.

 

Personlig plakat og vandrepokal

I år har vi sørget for, at alle deltagerne får et meget personligt minde med sig fra Aros Forsikring Karavane. Vi har nemlig hyret en fotograf, som vil tage billeder af hver enkelt deltager sammen med deres veteranbil. Fotografierne vil blive trykt som plakater, og du vil få tilsendt din personlige plakat efter eventen.

Vi skal selvfølgelig også have kåret en vinder, som får den eftertragtede vandrepokal med hjem, men hvor det tidligere har været deltagerne, der stemte på den flotteste bil, har vi i år besluttet at tviste konkurrencen en smule. Derfor vil det i år være en jury, der udpeger en vinder – og det er ikke kun bilen, der er afgørende for, om du går hjem med pokalen: Du vil nemlig også blive bedømt ud fra, om du har tidstypisk tøj på – altså beklædning, der stilmæssigt matcher den periode, din veteranbil er fra.